“Jeg bliver jo frelst af nåde, ved dåb og tro på Jesus. Derfor er det med gerningerne ikke så vigtigt”.

Kender du til at bruge nåden som undskyldning for at lade dit liv påvirke mindre af Jesus? Det er ganske rigtigt, at vi bliver frelst af nåde, dåb og tro og ikke af gerninger. Men det er samtidig rigtig, rigtig vigtigt, at vi lever et liv i efterfølgelse af Jesus. Dette kan vi læse om i Bibelen, bl.a. i Jakobsbrevet kap 2. v. 26: “For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt”. Læs selv kap 2. vers 14-26 om forholdet mellem tro og gerninger.

Du er en discipel

Forholdet mellem tro og gerninger kan være svært at forstå, og det kan være endnu sværere at leve et liv i discipelskab af Jesus. Men vi skal ikke finde på undskyldninger for at ’slippe for’ at efterfølge Jesus. Her kan vi hjælpe hinanden til at blive klogere på, hvad det konkret betyder. Del derfor dine tanker i denne blog om følgende spørgsmål:

- Hvordan lever du som en discipel af Jesus i din hverdag?

Tænk hvis man fik den cykel man trådte på. Og den pc man forsigtigt fik held til at berøre med skosålerne. Tænk hvis man fik den kæreste man trådte på. Tænk hvis man fik den mobil man trådte på.

Tænk hvis alt i verden fungerede på den måde.. Simpelthen at man bare skulle træde på det man ville ha! Når man så havde trådt på det, ja så fik man det til evig arv og eje.

Så ville det ikke længere handle om at få råd til det ene og det andet. Spekulationerne om hvilken uddannelse og hvilket arbejde man skulle vælge for at ha penge nok. Ja det ville være så uendeligt ligegyldigt!! For man ville jo bare kunne træde på det man manglede..! Hvor svært ville det være?

Gud sagde faktisk en gang til en hel befolkningsgruppe at de ku få det jord de trådte på! (Jos.1.3)

”Hvert sted, hvor I sætter foden, giver jeg jer, sådan som jeg lovede Moses.”

Fedt løfte, men mon vi kan bruge det til noget i dag? Vil Gud gi mig det jeg træder på, når jeg tror på ham og forsøger at gå der hvor Han sender mig? Eller overtolker jeg løftet?

I weekenden er det i landets aviser kommet frem, at over halvdelen af folkekirkens præster er for kirkelig velsignelse af homofile, ligesom det også tegner til, at der i folketinget nu kan samles et flertal for at folkekirken skal kunne ægtevie homofile.

Jeg mener at kirkelig vielse af homofile har bibelen imod sig. Ægteskabet er en gudvillet og velsignet ordning, som er forbeholdt een kvinde og een mand.

Mit spørgsmål er: Hvad skal Indre Mission gøre, hvis det bliver virkelighed? Lokalt??? Nationalt??? Hvad mener du om kirkelig velsignelse af homofile?

I moderne ledelse bruges metaforen “maskine” om store virksomheder eller organisationer, hvor det primære fokus bliver at smøre de igangværende hjul frem for fortsat udvikling i takt med den omgivende verden.

Jeg tror, at vi i Indre Mission står i en proces, hvor vi som bevægelse, både lokalt og på landsplan, er ved at indse, at der over tid har været meget “maskine”, og at vi nu befinder os i en brydningstid, hvor nye veje efterspørges.

Det fortsatte skifte fra land til by betyder, at nogle områder bliver så affolkede, at der i fremtiden vil være færre missionshuse, fordi unge ikke flytter tilbage efter endt uddannelse. Det betyder, at fællesskaberne i de store byer bliver større, og kravene ændres.

Nye fællesskaber

Unge søger nye måder at være i fællesskab på, hvilket blandt andet viser sig i dannelsen af mellemfællesskaber (bestående af tidligere IMU’ere, som endnu ikke er klar til at være en del af samfundet) og nye valgmenigheder. Ikke bare unge, men også ældre, har det svært med indgroede mødeformer , hvor oplevelsen af en “sådan har vi altid gjort det”-kultur er hæmmende for frimodigheden og lysten til at bidrage. Muligheden ligger i disse år i at unge reagerer og vil handle, hvis de ud fra deres synspunkt oplever, at “maskinen” er ude af trit med virkeligheden.

Derfor er opgaven, at vi som bevægelse tager ansvar for den situation, vi oplever, og søger at genopfinde os selv. Vi skal turde gå derud, hvor det gør ondt at opgive gamle former, og hvor vi bliver særdeles uenige om valg af metoder, former og selvforståelse. Rigtig mange spændende og positive skibe er sat i søen over de senere år, men vi skal stadig ”tænke ud af boksen”.

Men ingen forandring skal ske med det formål, at Indre Mission som bevægelse skal overleve, men fordi vi ønsker at lede mennesker til Jesus. Mission skal være drivkraften bag vore valg.

Jeg er i et dilemma! Skal jeg have rene motiver for at give penge til Haiti og afrikanske kvinder?

Sidste uge blev hele sendefladen ribbet til fordel for Haiti og afrikanske kvinder. De bad mig om 150 kr. og gav mig udsigt, at jeg meget billigt kunne vinde en dyr bil. Jeg gav pengene, men en anden fik bilen

• Jeg er næsten sikker på, at min donation ikke var givet ud af et rent motiv. Men samtidig må jeg bare konstaterer, at mine 150 kr. nok rækker langt for en afrikansk kvinde, som nu kan låne pengene..
• 150 kr. er en ting. Men bilens oprindelige ejer -  VW har vel også sine egenmotiver. (flere hundrede gange fik de deres bilmærke nævnt og så endda med endelse – ”verdens mest miljørigtige bil.” Tonsvis af reklameplads - reklameplads i diamantklassen. Men på bundlinjen har donationen givet flere millioner i kassen til afrikanske kvinder, deres familier og hjemløse familier i Haiti. Hvad så med LEGO, ISS og alle andre som bag værterne til Danmarksindsamlingen havde deres logo rullende. Deres gaver har stor effekt, men hvor blakket kan et motiv være?

Det glæder mig

Jeg glæder mig vildt meget over alle de penge som blev doneret i løbet af sidste uge. Det kan hjælpe ufattelig mange mennesker. Hvor er fedt at hvert enkelt menneske som får hjælpen har uendelig stor værdi for Gud. Selv syntes jeg bevidstheden om at alle mennesker er skabt af Gud og elsket af ham udfordrer mig til at hjælpe endnu flere. Jesus havde rene motiver når han hjalp syge og svage.

Skal jeg bare droppe tanken om de hvide motiver og bare være 100% glad for alle de penge som er givet?

For nogle dage siden blev jeg færdig med en bog om Mother Teresa. Det var en meget ærlig bog om en kvinde, der mest af alt er kendt for sin selvopofrende kærlighed. Hun elskede Jesus, og den kærlighed satte hende i bevægelse. Hun så ham, sin elskede, i hver eneste person, hun mødte. I de fattige, i den syge, i den sultne, i det forladte barn osv. Det er svært at have andet end respekt for den kvinde.
Det er også svært at tro på, at hun var et almindeligt menneske. Hendes tro må da have været usædvanligt stor. Hun må have haft usædvanlige evner og et overskud uden lige. Store oplevelser med Gud dagligt osv. Sådan har jeg tænkt.
Men i følge den bog, jeg lige har læst – som er baseret på Mother Teresa’s egne breve, så kæmpede hun med troen. Gud var væk. Hun følte intet nærvær. Kun få konkrete oplevelser med Gud. Tvivl og mere tvivl prægede hendes liv og tro. Hun elskede Jesus og havde givet ham et løfte om at give ham alt, hvad han ville have. Og det løfte holdt hun. Men hun oplevede ingen følelse af fred, nåde eller andet i den stil.

Et spørgsmål melder sig: Er det virkelig muligt at elske Jesus og samtidig være en tvivler af de store?

Ja, det er det, der er så vidunderligt! Mother Teresa kendte alt til tvivlens mørke, og alligevel ejede hun så meget tro på sin frelser, at hun ikke nægtede ham noget.
En mand i bibelen ejede så meget tro, at han sagde: ”Jeg tror, hjælp min vantro.” Umiddelbart er det ikke en stor, stærk og flot tro. Det må kunne gøres bedre, kan jeg godt tænke. Og alligevel er det ofte den samme bøn, jeg ender med at formulere: Jeg tror, hjælp min vantro! Jesus elsker mig, jeg elsker ham – selv om jeg synes det er underligt at bruge så store ord. Og alligevel må jeg gang på gang erkende, at troen er lille.

Et par nye spørgsmål: Hvordan kan det gå til, at tro og tvivl går hånd i hånd for nogle af os igennem det meste af livet? Og hvordan er det muligt at leve i den spænding?

Mit bud på et svar kommer senere - men overskriften på dette indlæg kan måske give et hint…

Jeg sad og snakkede med en god ven efter et møde, vi havde været til.
Vi drak resterne af kaffen og begyndte langsomt at vende problemstillinger i vores liv.
Vi kom vidt omkring i vores “delen liv” med hinanden.

• Vi fik snakket om kald, og hvordan vi hører Guds røst
• Vi fik snakket om, hvordan folk ser på os
• Hvorfor folk reagerer, som de gør i vores nærhed
• Vi fik snakket om kommende drømme

Bare for at nævne nogle af emnerne.

IMUere tænker

Jeg sætter super meget pris på denne mulighed for at dele liv. Det er bare dejligt at kunne få lov til at tænke højt, blive udfordret på nogle af punkterne, få serveret nye indfaldsvinkler osv. Jeg ved, at min ven sætter lige så meget pris på det, som jeg gør.

I løbet af samtalen snakkede vi netop om dette med at dele refleksioner m.m. med hinanden. Vi var lidt uenige på det punkt. Han mente nemlig, at der ikke var mange IMU’ere, som egentlig reflekterede så meget over livet, Gud, fremtiden m.m. Jeg mente, at der var en del som gjorde det, men at man bare var for usikker eller bange til at turde tage en snak til IMU med vedkomne som sad overfor – bare for at høre vedkomnes tanker.

Bloggens spørgsmål i denne uge er, hvem der har ret?
Hvis jeg har ret, hvordan kommer vi så i gang med at dele og reflektere mere med hinanden ind i IMU?